PTO har udviklet denne studierejse i samarbejde med Dentalinstituttet. Vi ønsker hermed at tilbyde vores medlemmer den første af forhåbentligt gentagne årlige muligheder for at tage med ud og finde inspiration til klinikledelse og dental innovation i udlandet. 

I Inverness i det skotske højland venter der et omfattende fagligt program med tre inspirerende undervisere. 

Konsulent Simon Tucker har omkring 30 års erfaring fra dentalindustrien. Han har arbejdet med udvikling af tandklinikker i flere europæiske lande, USA og hele Storbritannien. Hans fokus i Inverness vil være på udviklingen af en enestående tandlægeklinik med forretningssans, vækststrategier, værdier og visioner. 

Klinikchef Lisa Bainham har høstet erfaringer som Klinikassistent færdiguddannet i 1993 og som Klinikchef siden 1998. Hun har vundet flere priser som ”Årets Klinikchef” og hun er Præsident for ”Association of Administrators & Managers”. I Inverness vil hun tale om to emner, som hun har en passioneret interesse i og erfaring med – nemlig konflikthåndtering og motivation af medarbejdere på dentalklinikker.

Tandlæge Mike Gow fra ”The Berkeley Clinic” i Glasgow blev Tandlæge i 1999. Siden har han fokuseret på behandling af nervøse patienter. Således fik han i 2005 en kandidatgrad i Dental Hypnose fra ”University College” i London hvorefter han tog et ”Postgraduate Certificate in Management of Dental Anxiety” fra Universitetet i Edinburgh. Han holder foredrag og udgiver artikler internationalt om at få patienter til at føle sig trygge i tandlægestolen. I Inverness vil han dele generøst ud af sin viden og erfaringer.



HVORNÅRAfgang onsdag d. 18. maj kl. 09.25 fra København til Inverness via Amsterdam. Det er muligt at få forbindelse fra Billund så længe billetter er ledige. Prisen kan variere lidt på flybilletter.  

Hjemkomst søndag d. 22. maj kl. 15.40 til København eller lignende tidspunkt til Billund.

HVORGlen Mhor Hotel, 7-17 Ness Bank, Inverness IV2 4SG, Skotland.

AKTIVITETER
Udover det faglige program vil rejsen byde på rige muligheder for at netværke og dele erfaringer i gruppen.   

Det skotske højland venter med storartede naturoplevelser. Lad os sejle en tur på Loch Ness, smage på den lokale berømte whisky, udforske den smukke gamle by Inverness og slide vores vandresåler lidt tyndere i bakkerne.   

Vores rejseleder er Sisse Wellejus Hansen fra Dentalinstituttet.


TILMELDING
Rejseudbyder er PTO - Praktiserende Tandlægers Organisation     

Tilmeld dig via e-mail til pto@pto.dk eller per telefon til 3312 0020.

Ved tilmelding skal du oplyse om du ønsker at flyve fra Billund eller København. Husk også ved tilmelding at oplyse om evt. diætmæssige behov.

Der er begrænsede pladser – så skynd dig endelig!  

Forhindres rejsen af Covid-19-restriktioner er den refundérbar.


PRIS26.400 kr. per person i dobbeltværelse  
29.900 kr. per person i enkeltværelse

Priserne er uden moms i henhold til særordningen for rejsebureauer.

Prisen inkluderer det faglige program i tre dage, alle rejseudgifter inklusive netværksaktiviteter samt alle måltider på nær frokoster på rejsedage og middag en enkelt ”friaften”. Drikkevarer er som udgangspunkt ikke inkluderede.