Har klinikkens ansatte ingen sygedage i seks måneder, får de en fridag. Et år uden en sygedag udløser en bonus på 15.000 kr. Men er det lovligt?
Nedbringelse af sygefravær kan være en stor udfordring for flere klinikker. Der er fri aftaleret, og det gælder også for bonusordninger.
Bonusordningerne for at nedbringe sygefravær kendes fra kommunerne, der systematisk har arbejdet med at nedbringe et meget højt antal sygedage.
Der er eksempler på kommuner, der har halveret sygefraværet ved at indføre bonusordninger. Indførelse af bonusordningerne er ikke uden problemer, fordi der er mange holdninger til sygefraværet.
Et af synspunkterne er, at højt sygefravær også kan handle om arbejdsmoral, mens et andet er, at sygdom ikke kan helbredes med en fremmødebonus.
Derfor er det også vigtigt, at du som klinikejer overvejer, hvilken betydning bonusordningen har for den sociale kapital i klinikken. Samtidig skal du naturligvis også være opmærksom på, at personale der er syge ikke skal møde op med risiko for at smitte de øvrige ansatte.