25 Mar
25Mar

Sundhedsstyrelsen forlænger nu pausen med AstraZeneca. 

Det sker efter, at Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, nu har vurderet 25 tilfælde af alvorlige og sjældne bivirkninger til AstraZeneca-vaccinen. Pauseforlængelsen betyder også, at de personer, der allerede er inviteret til et vaccinationsforløb med AstraZeneca og som uden en pausering ville kunne have modtaget en vaccination i de kommende uger, får deres vaccinationsforløb yderligere udskudt. 

Frontpersonale, der mangler 2. stik med AstraZeneca-vaccinen, vil således få deres booking aflyst.

– På nuværende tidspunkt mener vi, at vores grundlag for at træffe en endelig beslutning om den videre brug af COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca er for usikkert. Der er sat mange undersøgelser i gang, men vi har endnu ingen konklusioner. Derfor har vi besluttet at forlænge pausen, siger direktør Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm. 

Sundhedsstyrelsen vil træffe en beslutning vedrørende brugen af COVID-19 vaccine fra AstraZeneca i Danmark i uge 15.

– Vi er meget bevidste om, at en fortsat pausering af vaccination med COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca forsinker det danske vaccinationsprogram mod COVID-19. Vi har dog vaccinerne i køleskabet, og hvis vi beslutter at igangsætte vaccination med COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca igen, kan vi hurtigt få distribueret og brugt vaccinerne, siger Søren Brostrøm.

Læs mere her