Ganske vist var den røde løber ikke rullet ud, da Hotel Legoland fredag og lørdag bød indenfor til tandfagligt kursus for tandlæger og tandplejere med interesse i (blandt andet!) det børnetandfaglige - men kendisfaktoren var tårnhøj.
Tv-lægen Peter Qvortrup Geisling, misbrugseksperten Henrik Rindom og forskeren Camilla Kragelund var blot nogle af de interessante navne på de mange spændende oplægsholdere på det to dage lange kursus.
Traditionen tro løb hele arrangementet af stablen på Hotel Legoland, som igen imponerede med sine gode konferencefaciliteter, sin sublime service og lækre forplejning.
Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist, og samme forenings direktør, Joakim Lilholt, var blandt deltagerne, som lod sig tryllebinde, underholde og vidensberige af oplæg med titler som "Hvorfor bliver vi afhængige af rusmidler?", "Tobak og mundhulen", "Tv-lægen i tandlægestolen" og "Hvorfor er det danske sundhedssystem skruet sammen, som det er".
Næste omgang Billund-kursus finder sted den 8. og 9. januar 2021 på Hotel Legoland.