03 Mar
03Mar

Kender du din bestyrelse?  
PTO’s bestyrelse består af syv engagerede klinikejere, der alle er valgt af medlemmerne på den årlige generalforsamling.

Tilsammen udgør de foreningens drivkraft. Mød din bestyrelse her, og lær Jeppe Borkfelt bedre at kende her. 

Jeppe Borkfelt har klinikken Tandlægehuset i Odense. Han blev valgt ind i bestyrelsen som suppleant i 2021.

I 2022 gik han fra suppleant til bestyrelsesmedlem. 


Hvor længe har du været klinikejer?
Jeg er uddannet fra Københavns Tandlægeskole i 2000, og i 2004 blev jeg klinikejer. Jeg havde på det tidspunkt arbejdet forskellige steder i Danmark og i udlandet. Da der kom en klinik til salg på Fyn, slog jeg til. Det var lige midt imellem Jylland og Sjælland og med lige afstand til venner og familie. 

Jeg ville gerne have mit eget, og derfor har den kommunale tandpleje heller ikke været en del af mine overvejelser. Jeg har altid vidst, at jeg skulle være selvstændig, og beslutningen om at købe klinikken på Fyn var derfor ikke særlig svær. 

Er det anderledes at være klinikejer i dag, end da du begyndte?
Det er sket rigtig meget de sidste 19 år, og meget er anderledes. Den største ændring er nok digitalisering af journaler, aftryk, protetik osv. 

Hvis du skulle afskaffe en regel/et krav, der er til klinikejere/tandlæger, hvilken skulle det så være – og hvorfor?
Jeg syntes det er svært at pege på en enkelt regel/krav, men hvis jeg kunne ændre noget, skulle der fra myndighedernes side være mere tillid til tandlægerne i stedet for den øgede kontrol, som efterhånden fylder rigtig meget i vores hverdag. 

Hvad er dit bedste råd til en ny klinikejer?
Der er mange administrative opgaver ved at drive sin egen klinik. Mit bedste råd er derfor at finde nogle dygtige medarbejdere fra begyndelsen, som kan hjælpe med de administrative opgaver. Så kan du koncentrere dig om at lave tænder.  

Klinikken har ambitioner. Ikke kun på patienternes vegne, men også på medarbejdernes. De vil nemlig være Fyns bedste arbejdsplads.

Klinikken har ambitioner. Ikke kun på patienternes vegne, men også på medarbejdernes. De vil nemlig være Fyns bedste arbejdsplads. 

Hvorfor valgte du at stille op til PTO’s bestyrelse?
Jeg vil gerne være med til at ændre og forbedre forholdene for tandlægerne, så da jeg blev spurgt, om jeg ville være med, var der ingen tvivl. Det ville jeg. 

Jeg synes PTO har gang i rigtig mange spændende ting lige nu, som jeg gerne vil medvirke til bliver gennemført og samtidig sætte mit aftryk på.   

Hvad synes du er det vigtigste, PTO skal arbejde for i de kommende år?
Det vigtigste for PTO er at skabe en forening for klinikejeren, der kan varetage deres interesser. Et sted hvor man kan få hjælp, hvis man har brug for det - både juridisk og praktisk. PTO’s medlemmer skal kunne føle sig sikre på, at det først og fremmest er klinikejernes interesser, der er i fokus.  

Derudover er det vigtigt, at PTO kan tilbyde et godt kursusprogram, der kan hjælpe klinikejeren til en mere effektiv hverdag. 

Det vidste du ikke om Jeppe Borkfelt
Inden jeg blev klinikejer, arbejdede jeg som tandlæge i København, Aalborg og Esbjerg. 

Derudover har jeg arbejdet som tandlæge i Italien i seks måneder. 

Blå bog: Jeppe Borkfelt  

  • 50 år

  • Født i Esbjerg og opvokset på Fanø

  • Gift med Anne Katrine og har to voksne børn, der nu begge er flyttet hjemmefra.

  • Fritiden går med jagt, hvilket giver mig nogle dejlige naturoplevelser og samvær med gode venner.