HK’s mageløse mafiametoder


27 May

Én ting er, at man i HK ikke går af vejen for injurierende bemærkninger om ”fjenden”. Noget andet er, at man rent faktisk modarbejder de arbejdspladser, som medlemmerne værdsætter. Det er da ikke alene ucharmerende. Det er direkte stygt.

På den ene side er HK sure og fornærmede. Årsag? Tandlægerne brugte i begyndelsen af foråret deres overenskomstmæssige ret til at stemme nej til den overenskomst, som de troede var indgået med TF.

Fagforeningen har siden hen gået åbenlyst efter den danske tandlægestand. For kan man ikke trumfe modstanderens argumenter, kan man da altid forsøge at genere ham/hende mest muligt. Logik for burhøns – og meget almindelig praksis hos børnehavebørn under konflikt i sandkassen.

Nu er det danske overenskomstland ikke drevet ud fra en mafiosos forgodtbefindende. Men alligevel lader parolen til at være: Sig under ingen omstændigheder HK imod! Uanset at du har alle argumenter, og HK ingen har. 

Som et led i krigen har TF nu lagt sag an mod HK Privat. PTO støtter fuldt ud op om denne anmeldelse.

HK undergraver og spotter ikke alene tandlægernes arbejde, men også deres egne medlemmers. Tusindvis af klinikassistenter og øvrige ansatte i HK-funktioner rundt om på landets tandklinikker har siden coronakrisens delvise genåbning knoklet for at imødekomme sundhedsmyndighedernes nye krav til forøget hygiejne og kontrol. Disse menneskers patienter opfordrer man nu til at blive væk fra deres arbejdsplads eller på anden vis skade klinikejernes drift.

Én ting er, at man i HK ser stort på, at man med prædikater som ’coronaland’ og ’cowboyland’ i omtalen af klinikkerne faktisk nærmer sig injurier. Noget andet er, at man rent faktisk modarbejder de arbejdspladser, som selvsamme HK-medlemmer generelt er særdeles glade for. Det er da ikke alene ucharmerende. Det er direkte stygt.

Nu vi er ved det stygge. Mens hele verden er optaget af (efter)dønningerne fra coronaepidemien – som har haft over 300.000 dødsofre på verdensplan og forgældet verden for millardbeløb så store, at man skal være matematiker på højt niveau for at kunne læse tallene – går HK Privat op i finde alt det gode ved krisen!

På deres offentligt tilgængelige facebook-side hedder det således:

Hvad glæder du dig over ved coronakrisen? ☺️
Slipper du for nogle af de ting, du egentligt ikke gider 😅? Er du blevet en haj til det digitale 😎👩‍💻? Eller har du fået mere tid til eftertænksomhed 🙏?
Fortæl os gerne, hvilke gode ting du har fået ud af coronakrisen i kommentarsporet 👇💙

En kommentar fra HK Privat lyder tilmed:

                              HK Privat Ja, det er dejligt med en pause fra den normale hverdag ❤️


Ordene taler vist for sig selv. HK ser tilsyneladende coronakrisen som en skøn pause fra det hårde slid som lønmodtager.

Hvabehar!?