INGEN RISIKO VED KINAIMPORT


04 Feb

Siden december sidste år er der fundet flere tilfælde af lungebetændelse i byen Wuhan i Hubei-provinsen i Kina og importerede tilfælde i andre lande. Sygdomstilfældene kædes sammen med en ny type coronavirus.

En virus, som der ikke findes nogen vaccine imod.

Hos Easy Dent i Silkeborg mærker man også til situationen i Kina. Firmaet, som producerer og importerer tandkroner, proteser og dentalteknik, har eget laboratorium i Sichuan-provinsen.

– Vi har haft en del problemer med fragt begrundet i det kinesiske nytår, men nu kører det som normalt, oplyser Easy Dents direktør, John Bak. Den midtjyske virksomheds laboratorium i Kina oversvømmes i disse uger af henvendelser fra de store laboratorier ved kystområderne. Områder, som nærmest er totalt lukket ned som følge af frygten for coronavirus.

– Vi er også blevet ringet op af danske tandlæger, som nu pludselig ikke kan få varer fra deres sædvanlige leverandør. Og vores kinesiske laboratoriefolk mangler hele tiden masker. Flere steder i Kina er der nemlig ubrudt totalt panik og udstedt forbud mod at gå uden maske, forklarer John Bak.

Hvad angår danske patienters evt. frygt for at pådrage sig coronavirus via kinesiske varer, er der ingen som helst risiko. Sundhedsstyrelsen oplyser da også på sin hjemmeside, at ”coronavirus ikke kan overleve længe på overflader. Der er derfor ingen reel risiko for smitte via pakker og bagage, som har været undervejs i flere dage og ved meget svingende temperaturer”.

PTO’s medlemmer er velkomne til at kontakte Easy Dent på tlf. 86 80 50 75 ved tvivlsspørgsmål.