Klinikejerne har sat penge til under krisen


02 Jul

PTO MENER: Det må være overordentligt vanskeligt for klinikejerudvalget: KEU at agere i klinikejernes interesse, når de er under samme tag som privatansatte tandlægers organisation: PATU. De skal lægge øre til, at de ansatte tandlægers grænse for rimelighed og retfærdighed er nået – det må vel være i forhold til de krav og betingelser, der bliver stillet til de ansatte tandlæger fra deres arbejdsgivere, nemlig klinikejerne.

Privat praksis her de seneste måneder oplevet den største krise nogensinde. Udsigten til 3-3½ måneders nedlukning fik mange klinikejere til – med rette – at frygte for, om deres livsværk kunne overleve en 90-100% omsætningsnedgang i denne periode. 

På trods af diverse hjælpepakker betød det for mange klinikejere en negativ indtægt, samtidigt med at de havde en lønningsforpligtigelse over for alle deres medarbejdere, herunder de højtlønnede ansatte tandlægeassistenter. 

Klinikkernes fremtid afhang af, at der kunne indgås nogle aftaler med de ansatte om et lønniveau, der for mange måtte indebære en midlertidig lønnedgang, men så omvendt også ville betyde, at der ville være en virksomhed og en stilling at vende tilbage til.

Ufatteligt stor antal henvendelser 
Alle de rådgivende instanser i TF og i PTO blev i krisens start sønderbombet med henvendelser om, hvordan man skulle forholde sig i denne umulige situation.

Og én ting faldt i den grad i øjnene: Rådgivningen fra PATU´s juridiske afdeling var klar: Der skulle ikke gås på kompromis nogen steder. De ansatte tandlæger skulle selvfølgelig have fuld løn. Basta!

I Tandlægebladet nr. 6 2020 står PATU´s formand, Pernille Tøttrup (PT), i lederen, frejdigt frem og siger, at de ansatte tandlægers grænse for rimelighed og retfærdighed er nået. Hun henholder sig til, at 90% af de ansatte tandlæger indgik en aftale med deres arbejdsgivere om lønnedgang under covid 19-krisen. 

En aftale, som PT åbenbart mener burde give de ansatte tandlæger martyrstatus.

Her må vi blot konstatere, at PT og PATU pynter sig med lånte fjer. 

Det grænser til det hykleriske, når PATU tager æren for de indgåede aftaler på de enkelte arbejdspladser. Tværtimod endte den stejle rådgivning fra PATU i en række afskedigelser, der kunne have været undgået, hvis PATU havde anerkendt den unikt vanskelige situation, som landets klinikejere befandt sig i, og dermed fra starten havde anlagt en mere kompromissøgende kurs.

Herefter er der naturligvis klinikejere, som tillader sig at sætte fokus på rentabiliteten i at have ansatte tandlæger. Og i givet fald på, hvor høj en ansat tandlæges løn skal være. Til stor fortrydelse for PATU.

Og de klinikejere bliver der nok flere af, når regnskabet efter coronakrisen er gjort endeligt op.

En af konsekvenserne af krisen er, at privat praksis fik blotlagt, hvor sårbare klinikkerne vil være i tilfælde af en ny nedlukning. For mange ville der ikke have været likviditet til at stå imod blot få ugers længere stilstand, end det viste sig at være tilfældet. Og enkelte klinikker er allerede bukket under og gået konkurs.

En helt igennem fantastisk hverdag eller?
PT fremhæver – med vis rette – det at have ansatte tandlæger som et stort aktiv for klinkejerne, og opfordrer de ansatte tandlæger til ikke at sælge sig for billigt.

Det kan i den sammenhæng undre, at de ansatte tandlæger ikke er ved at falde over deres egne ben for at blive selvstændige, når klinikejernes hverdag med ansatte tandlæger er så fantastisk, som PT fremstiller den.

Andetsteds i Tandlægebladet konstateres det i en undersøgelse udført af PATU, at de ansatte tandlæger under coronakrisen fik halveret deres løn.

Ja, naturligvis. Det manglede også bare, hvis de ansatte tandlæger ønskede at vende tilbage til deres arbejdsplads. Var de ansatte tandlæger ikke gået ned i løn, var deres arbejdsplads med stor sandsynlighed lukket.

For klinikejernes vedkommende havde det været et drømmescenarium, hvis krisen kun havde betydet en halvering af lønnen. Så var vi sluppet billigt!

Faktum er, at mange klinikejere decideret sætter penge til under krisen. Ikke noget med halv løn. Nej – negativ løn.

Et andet faktum er, at man som klinikejer står med hele ansvaret for at imødekomme samtlige myndighedskrav og samtidig styre en organisation med ansvar for samtlige ansatte – med hvad det indebærer af udfordringer og ekstraarbejde.

Og oven i dette har man som klinikejer investeret en ikke uvæsentlig kapital i sin virksomhed og dermed sat sin økonomi i spil.

Til sammenligning møder en ansat tandlæge ind til aftalt tid og går til aftalt tid. 

Som PT anfører: Det er jo et privilegium at kunne holde fri, når dagen er omme. Vel at mærke til en løn, der er meget anstændig. Ofte direkte sammenlignelig med en klinikejers løn, men helt uden den investering, det ansvar og de forpligtelser, som følger med et ejerskab.

Hvor ligger det attraktive i at gå fra at være ansat til at være ejer, hvis det eneste, man får, er en voldsomt større arbejdsbyrde til den samme løn?

En økonomisk gulerod er et must
Vi er i PTO´s optik nødt til at forholde os til det høje lønniveau, som vores ansatte tandlæger oppebærer. Der skal være en økonomisk gulerod i at gå fra at være ansat tandlæge til at blive klinikejer.

Derfor velkommer vi det initiativ, som en gruppe klinikejere har taget med afholdelse af en række webinarer, hvor det bliver smerteligt klart, hvad det har af konsekvens for en tandlægevirksomhed at beskæftige ansatte tandlæger – og dermed, hvilke omsætningskrav der skal være opfyldt for, at en ansættelse rent økonomisk kan betale sig.

Hvis man sammenholder de erfaringer, som privat praksis står med efter coronakrisen, må det være et krav at generere øget likviditet for at blive bedre polstret til at overleve en evt. ny/anden krise.

Og hvis privat praksis skal gøre sig håb om at kunne gennemføre fremtidige generationsskifter, så bliver klinikejerne nødt til at håndtere og gentænke den måde, hvormed vi aflønner vores ansatte, herunder tandlægerne.

Som Torben Schønwaldt anfører: ”Vi er inde i et sprængfarligt felt”.

Men er det ikke på tide, at vi lader det sprænge?

På bestyrelsens vegne
Erik Frauvne, formand for PTO