Sundhedsstyrelsen opdaterer retningslinjer for nære kontakter


Den 19. januar skærpede Sundhedsstyrelsen anbefalingerne for alle nære kontakter og indførte et ekstra forsigtighedsprincip. Nære kontakter til personer smittet med virusvariant, som fx cluster B.1.1.7, skulle i 14 dages selvisolation. 

Det ekstra forsigtighedsprincip bortfalder nu, mens de øvrige skærpede anbefalinger fastholdes for alle nære kontakter. 

– Vi fastholder vores skærpede anbefalinger for, hvornår man defineres som nær kontakt, hvornår de nære kontakter skal testes og hvor længe man som nær kontakt skal blive i selvisolation, siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst. 

Som nær kontakt skal man gå i selvisolation med det samme, så man undgår at smitte andre. Derudover skal man fortsat testes to gange, henholdsvis 4 og 6 dage efter, at man sidst har været i kontakt med en person smittet med coronavirus. Først efter andet negative testsvar kan man ophæve sin selvisolation. Det gælder for alle nære kontakter – også nære kontakter til personer, som er testet positive for en mere smitsom virusvariant, fx B.1.1.7.

Se mere her